Artiklen er publiceret i “Han Herred Bogen 1999”

---

Indledning:

Det lille fiskerleje Thorupstrand ved Jammerbugten i Vester Han Herred er i dag nok mest kendt i den brede offentlighed for sit fiskeri fra åben strand og sine rekreative værdier i et af Danmarks smukkeste naturområder.

Tidligere var stedet også kendt for sin blomstrende skudehandel med Norge, men i dag ved kun få, at fiskerlejet også fostrede forfatterinden Henriette Nielsen, som i forrige århundrede gjorde sit navn kendt på et af landets fornemste kulturinstitutioner, Det Kongelige Teater.

Om et par år vil det være hundrede år siden, Henriette Nielsen døde, så det er en passende anledning til at udbrede kendskabet til hendes liv og levned.

Barndom og opvækst:

Birgitte Dorthea Henriette Nielsen blev født den 24. januar 1815 på Thorup Strandgård, som datter af strandfoged, købmand og forligskommissær Niels Christian Nielsen (1777-1843) og hustru Marie Benstrup (1780-1866). Henriette var nr. 4 i en større børneflok.

For at give børnene den bedst mulige opdragelse holdt man huslærer og lærerinde, men Henriette Nielsen var mere interesseret i at lytte til de mange gæster, der kom i strandgården. Således lærte hun sig engelsk ved at snakke med de engelske kaptajner, der gæstede huset i forbindelse med nogle af de mange strandinger på Jammerbugt-kysten.

Allerede i en meget ung alder viste Henriette Nielsen sine evner for to forskellige, men beslægtede udtryksformer, som senere skulle blive karakteristisk for hendes produktion: at skrive og at agere.

Hun nedskrev tanker og pudsige indfald i form af samtaler mellem to eller flere, og disse “løjer” foredrog eller agerede hun så for både sin familie og gæster i hjemmet.

Det første værk:

Efter et besøg i Aalborg, hvor hun havde set en komedie opført, bestemte hun sig for at forsøge sig med den lettere sceniske udtryksform “vaudevillen”, et mindre lystspil med indlagte sange, der træder i stedet for dialog ved handlingens højdepunkter.

Den første vaudeville “Højt i luft og dybt i jord” eller “Maurertyrken” var en satire over datidens – overdrevne – begejstring for alt, hvad der var udenlandsk.

Efter at have opført “Maurertyrken” for familien blev stykket senere opført i Løgstør og flere andre steder, med stor succes.

“Theodora” og Steen Steensen Blicher:

Stærkt opmuntret af succesen med sin første vaudeville, skrev Henriette Nielsen sin første lille novelle, “Fanny”, hvis handling var henlagt til den jydske vestkyst.

For at få en kvalificeret bedømmelse af sit arbejde sendte hun i 1840 under pseudonymet “Theodora” manuskriptet til den berømte digter Steen Steensen Blicher, som på daværende tidspunkt var præst i Spentrup.

Steen Steensen Blicher fattede straks interesse for den spirende forfatterinde og skrev følgende brev tilbage:

“Til den mig forhen ukjendte, men nu velkjendte Theodora!

Der hører mere end Dagligsnak af matte Penselstrøg til at indvirke paa den gamle Digter i Spentrup. Men naar han siger: at Deres Digtning har glædet ham, saa ville dette vel ogsaa glæde Digterinden. Her har De min Recension (anmeldelse. red.).

Da jeg nu har et Navn i den poetiske Verden, vil rimeligviis en forudgaaende Bekjendtgørelse – et Skudsmaal for Fanny af Apollos Præst i Jylland – vække Opmærksomheden for hans Præstinde ved Limfjorden. – Jeg beder derfor om Deres Tilladelse til at maatte give et Stød i Trompeten og derefter see at afhænde Deres smukke Datter til en Boghandler i Kjøbenhavn.

I haab om snarligt personligt Bekjendtskab.

Spentrup, d. 2. Januar 1841.

Deres oprigtige

S.S. Blicher”2)

Henriette Nielsen var naturligvis glad for den flotte anmeldelse og gav straks efter sit samtykke til at få “Fanny” udgivet.

I slutningen af januar måned 1841 sendte Steen Steensen Blicher følgende brev til “Theodora”:

“Velædle H. Th. B. Nielsen paa Thorup Strandgaard pr. Thisted.

T i l  a l l e  R o m a n t i k k e n s  E l s k e r e  og Ve l y n d e r e!

Jeg er sagtens bekjendt som Den, der ikke har stødt i Basun, hverken for mine egne eller for Andres digteriske Frembringelser. Dog nu, efter tredive Aars Krumslutning over Skriverpulten, maae jeg reise mig med Blæseinstrument for Munden.

Det er naturligviis ikke for mig selv, jeg blæser, men det er for en ung Pige, en opvoxende Digterinde, hvis første Værk nu skal forelægges Almeenheden.

Jeg kjender hende ikke personlig, har aldrig kunnet ahne Tilværelsen af en saadan Blomst mellem Nordjyllands Sandmiler. Men hun har vel kjendt mig som Blomsterkjender, og derfor betroet mig sin yndige Sneklokke.

Livfulde, naturtroe Skildringer af Fædrelandet og de Følelser, som røre sig i Hjerterne her: Sikkerhed i Udførelsen, Takt og Ynde i det hele Malerie, berettiger til Forventning om, at den kvindelige Digteraand, der er fremsvævet paa Jyllands golde Vestkyst, vil pryde samme med Fantasiens Evighedsblomster.

Hendes rette Navn er mig en hellig Hemmelighed; men som Theodora vil hun optræde paa Romantikkens store Skueplads, og, som jeg haaber, røre mange andre Hjerter end det gamle i Spentrup.

Jeg har kvidret i Lyngen – hun i Sandet; de danske Bøgeskove ville, som jeg haaber, opfange Tonerne fra de jydske Ørkener.

Theodoras første æsthetiske Datter, “Fanny”, vil snart fremtræde paa den danske Læseverdens store Skueplads.

Den 28. Januar 1841.

St. St. Blicher 3)

Den rosende omtale af “Fanny” blev offentliggjort i “Dagen” den 22. februar 1841, men der skulle komme til at gå en rum tid, inden selve novellen blev publiceret.

Som det fremgår ovenfor, ville Blicher gerne hjælpe til med at få udgivet “Fanny”, men han skrev til Henriette Nielsen i juni 1841, at han ikke kunne afse tid til at læse korrektur på novellen, hvilket boghandler Langhoff i Pilestræde i København havde krævet forud for udgivelse.

Efter at manuskriptet havde været forlagt i en periode, blev “Fanny” endelig udgivet under pseudonymet “Theodora” i 1842 ved digteren Carl Plougs mellemkomst. På trods af St. St. Blichers rosende foromtale vakte “Fanny” dog ikke den store interesse i samtiden.

Fra Thorupstrand til København:

I 1842 skulle kong Christian VIII besøge Thisted, og den stedlige amtmand, som havde oplevet Henriette Nielsens fortælletalent i forbindelse med flere besøg i strandgården, havde set, at hendes evner som forfatter ikke kunne udvikles i Jylland. Derfor opfordrede han hende til at søge audiens hos kongen, som var kendt for sin interesse for kunst og videnskab.

Henriette Nielsen var meget usikker over udsigten til at skulle møde kongen, men Christian VIII tog godt imod hende og bevilgede en årlig uddannelsestøtte på 400 daler.

Således var vejen åben for at rejse til kongens by, og Henriette Nielsen var glad for udsigten til bl.a. at komme ind i “det forjættede land”, Det Kongelige Teater.

Samtidig var hun dog også usikker ved udsigten til at skulle til København, hvor hun udover kongen kun kendte en præstesøn fra Klim, læge Djørup.

Henriette Nielsen ankom til København i 1843 og startede på sin uddannelse hos digteren Henrik Hertz.

På Det Kongelige Teater:

Tegning af Kongens Nytorv med Det Kongelige Teater til venstre, ca. 1850. 4)

I slutningen af 1840’erne var den store stjerne på Det Kongelige Teater Johanne Luise Heiberg, som i 1848 havde skrevet den berømte vaudeville, “En søndag på Amager”, der blev en stor succes.

Henriette Nielsen fik opført et mindre værk “Avertissementet”, men gennembruddet som vaudevilleforfatter kom med “Slægtningene”, som havde premiere den 01. december 1849.

“En søndag på Amager” af Johanne Luise Heiberg og “Slægtningene” skabte begrebet “duftvaudevillen”.

Handlingen i “Slægtningene” var henlagt til Fanø og på rollelisten var skuespillerne Joachim Ludwig Phister, Michael Wiehe og selveste Johanne Luise Heiberg i rollen som Ellen.

Henriette Nielsen havde selv skrevet en del af sangene til stykket, og “Fanø, ak Fanø” var en af de mest populære:

“Fanø, ak Fanø, o, hvor er du skøn!
Hvid er din Strandbred, din Bølge saa grøn,
Hvor er de Bakker, og hvor er de Skær,
hvor er det Flyvesand hvid’re end her?” 5)

Johanne Luise Heiberg skriver i sine erindringer:

“I den lille vaudeville “Slægtningene”, hvori Phister, Wiehe og jeg havde hovedrollerne, frembragte vi en livlig lystighed hos publikum.

Dette lille arbejde gik så fortræffeligt over scenen, at det atter og atter opførtes under folks latter og bifald. Således var altså Heibergs (Johan Ludvig. red.) begyndelse heldig.

Senere i årenes løb har “Slægtningene” været underkastet en skarp, og som mig synes, ubillig kritik. Jeg tilstår, at det altid har været mig uforklarligt, hvad man fik mod dette uskyldige arbejde, ifald det ikke var det, at det er skrevet af en dame, frøken Nielsen, elev af St. Blicher (fortællingen i dette lille arbejde synes mig rørende og sand og skylder vist også en virkelig begivenhed sin tilblivelse.

Der findes heri en type af en morsom englænder, der gav Phister lejlighed til en af hans bedste roller; de to elskende har Michael Wiehe og jeg vist kunne spilles med megen virkning, musiknumrene er smukke og virkningsfulde).

Det er et let lille genrebillede, der, om end tegningen hist og her er noget svag, dog fremkalder en national stemning, som mig synes enhver kan være bekendt at lade sig påvirke af”.6)

Phister skal senere have sagt: 7)

“…vi ventede os meget af Forfatteren til “Slægtningene”, men Fruen (Johanne Luise Heiberg. red.) skrev jo selv den Gang, saa maatte ingen anden komme frem, mindst en Dame”.

Ikke desto mindre var Johanne Luise Heiberg altså med til at gøre “Slægtningene” til en stor succes og stykket blev i alt opført 78 gange på Det Kongelige Teater, samt på adskillige privatteatre. Senere tog dillettanter landet over stykket til sig.

Stykket blev også oversat til svensk og tysk. På tysk kom det til at hedde “Das Fischermädchen von Fanöland”, og for oversættelsen stod en advokat Fr. Stallknecht i New York, hvor det opførtes på det tyske teater i 1862.

Som nævnt ovenfor var det ikke uden problemer for Henriette Nielsen at få opført sine stykker på Det Kongelige Teater, idet Johanne Luise Heiberg “fyldte meget” der.

Ved premieren på “Slægtningene” blev Henriette Nielsens rigtige navn således ikke kendt, men da hun senere indleverede et nyt stykke, “Moden og Mennesket”, følte hun, at tiden var kommet til at sætte sit navn under.

Johan Ludvig Heiberg, lederen af Det Kongelige Teater, erklærede imidlertid stykket for ubrugeligt, bl.a. fordi det i sig selv var umuligt med en kvindes navn som forfatter.

Heiberg krævede, at hun fjernede sit navn, samt at stykket blev tilpasset til scenen – og denne tilpasning kunne kun udføres af en mandlig forfatter (!).

Henriette Nielsen overvejede Heibergs krav og besluttede sig for at holde fast i sit navn, samt at afslå den foreslåede tilpasning af stykket.

Denne standhaftighed kom til at betyde et brud med både “det Heibergske Hus” og Henrik Hertz, som havde undervist hende siden ankomsten til København.

Efter at Niels Vinding Dorph havde afløst Johan Ludvig Heiberg som direktør for Det Kongelige Teater indleverede Henriette Nielsen et nyt stykke med titlen “To forlovelser” (eller “2000 Daler”), som straks blev antaget.

I “To forlovelser” introducerede forfatterinden ideen om, at manden ikke skal behandle sin kone som et legetøj, men derimod som medhjælp eller kammerat.

Heiberg, der stadig arbejdede for teatret som censor, afviste stykket, formentlig primært på grund af det kvindepolitiske indhold.

Ikke meget bedre gik det, da Henriette Nielsen forsøgte at få stykket op på det nationale teater i Oslo, hvis direktør fandt det meget talentfuldt. Imidlertid følte direktøren, at der blandt det norske publikum var så megen modstand mod “kvindeemancipationen”, at han ikke vovede at opføre stykket.

I 1862 blev “To forlovelser” så endelig opført på Kasinoteatret, med lunkne anmeldelser i pressen, som i øvrigt ikke ønskede at gå nærmere ind i stykkets kvindepolitiske indhold , for “ikke at vække den slumrende Emancipationshydra”. 8)

Først i 1877 lykkedes det igen for Henriette Nielsen at få et stykke opført på Det Kongelige Teater, nemlig “Den Hjemkomne”.

Det litterære arbejde:

Et par år efter sin ankomst til København havde Henriette Nielsen fået udgivet “To noveller” med “Ønsket” og “Balcavaleren” (1845). Novellerne blev udgivet under mærket “H.T.”.

I 1846 udkom en fortælling med titlen “To episoder af mit Ungdomsliv”. Om bogen skriver Anton Andersen:

“Fremstillingen grænser rigtignok flere steder det eventyrlige betænkelig nær; men det vil man finde ret naturligt, naar man tager hensyn til det standpunkt, fra hvilken Forfatterinden skriver og til det Skema, efter hvilket man endnu den Gang konstruerede Dameromaner”.9)

Senere samme sted citeres forfatterinden for at have sagt:

“Naar Digteren fremstiller sin Romanverden for os, udfolder han os et fortryllende Fata Morgana, hvori det jordiske vel sandt afspejler sig, men i himmelsk Belysning, som kun alt for godt lader os føle, at Romanverdenen er et Noget mellem Himmel og Jord, som vi kun halvt tilhøre”.10)

Som det fremgår ovenfor, er Anton Andersen ikke udelt begejstret for fortællingens “eventyrlige” karakter, men anerkender dog, at bogen er underholdende.

I 1848 udkom de to småfortælllinger “Dorthe” og “Besynderlig eller Et Barns Erindring om et Marked” i “Nord og Syd”, hvori også senere digtet “Varsel” blev publiceret.

“En af Esberns skolehistorier : en lille alvorlig Julegave for Yngre og Ældre” udkom i 1858 og var indledningen til Henriette Nielsens litterære hovedværk, “Esberns skolehistorier”, som udkom i 1860-61.

Kvindepolitik:

I “Esberns skolehistorier” gør Henriette Nielsen sig til talskvinde for, at “kvinden skal opgive sit ørkesløse Sommerfugleliv og blive et nyttigt medlem af Samfundet. Hidtil sad Døtrene hjemme i deres Forældres Hus og ventede paa et Ægteskabstilbud; kom dette ikke, da var det deres lod at lade sig forsørge af Staten, Pension for Embedsmænds Døtre, eller senere, da denne Pension var bortfalden, af Brødrene, for hvem de ofte var en tung Byrde ” (formuleret af A. Gutfeld). 11)

Udover det emancipatoriske element gør forfatterinden sig bl.a. også til fortaler for fællesundervisning i skolerne.

Den første del af “Esberns Skolehistorier ” blev godt modtaget af pressen, men efterhånden som bogens kvindepolitiske indhold trådte tydeligere frem, blev den bevidst fortiet.

De sidste værker:

Efter hovedværket udkom tre større fortællinger i “Dagbladet”: “Martins Erindringer”, “Amanda” og “Ingers sorg”.

Som det sidste trykte værk udkom “Nye livsbilleder og Fortællinger af forf. til Slægtningene ” i 1875.

Herefter koncentrerede Henriette Nielsen sig om at skrive små lejlighedsdigte til venner og bekendte.

Livet i København:

Ved ankomsten til København i 1843 kom Henriette Nielsen i huset hos en enkefrue, hvor hun boede indtil hun flyttede ind hos en oberstløjtnant Plessen.

Da Christian VIII døde i 1848 bortfaldt understøttelsen, der havde gjort det muligt for forfatterinden at uddanne sig i København, men da var hun allerede flyttet ind hos Plessens, hvor hun blev som et medlem af familien.

Ved udgivelsen af sit sidste værk i 1875 var Henriette Nielsen så plaget af sygdom, forkalkning af leddene, at hun efterhånden blev lænket til sit værelse.

Henriette Nielsen forblev ugift livet igennem og døde den 17. januar 1900, hvor hun blev begravet på Assistens Kirkegård, hvilestedet for mange af nationens store sønner og døtre.

Efterskrift:

Da der i Folketinget i 1882-83 for første gang blev stillet forslag om at yde statsstøtte til 10 kvindelige forfattere, heriblandt Henriette Nielsen, stemte den kendte forfatter og politiker Edvard Brandes imod forslaget.

I sit debatindlæg siger han bl.a. – med henvisning til Henriette Nielsen:

“Jeg ser, at man har medtaget en Dame, der for 30 Aar siden har skrevet en Duftvaudeville, som sandelig ikke fortjener en saadan Understøttelse “. 12)

Det udsagn dækker nok ganske godt den almindelige opfattelse af Henriette Nielsens arbejde i den litterære verden. Med undtagelse af “Slægtningene” og måske “Esberns Skolehistorier” har Henriette Nielsen ikke sat sig varige spor i den danske teater- og litteraturhistorie.

Ironisk nok fik hun den største anerkendelse og betydning for eftertiden som en af de første danske fortalere for kvindens frigørelse.

Som det hedder i “Dansk Teaterhistorie” 13) var det samtidens opfattelse, at “skuespillerinder allerede gennem deres erhverv var frigjorte, så det blev især inden for undervisning og litteratur, at kvindekampen førtes – Henriette Nielsen var blandt de kvinder, der tidligt forsøgte at komme igennem til offentligheden…”.

Afslutning:

Nedenfor er gengivet et af Henriette Nielsens mange lejlighedsdigte, som handler om sandklitterne på hendes barndoms kyst ved Jammerbugten (publiceret i “Kvinden og Samfundet”): 14)

Min Klit

Saa har jeg Dig endnu, min kære klit,
Og just som i Barndommens dage.

I Dit bløde Sand vi os boltred saa tit.
En Legeplads uden mage.

Lig et oprørt Hav, som en Troldomsmagt,
Har stivnet Bølge for Bølge.
Her ligger Du end, lige vild og stor,
En Ørken – jeg vil det ej dølge.

Men hvor jeg dog elsker Dit hvide Kompleks,
Dit Virvar af Dale og Bakker!
Og vil Kulturen Dig sætte i Ex,
Jeg siger for mig: ” Nej, jeg takker!”

Du vækker igen min gamle lyst,
Hver Gang, jeg Dig overskuer,
Jeg kaster mig til Dit varme Bryst
Og faar mig et Solbad, der duer.

Men tror Du, det altid bliver som nu?
Ak, nødigt jeg spaar Dig ilde.
Men Tiderne – Tiderne, kære Du!
Nu kan man ej ret med det Vilde.

Har Du hørt? det skal være mere end snak,
Plantøren kan ventes fra Staden,
Med planter og Vækster og Sibensak,
Vil nok gøre Mirakler med Spaden.

Ja er Du ved dette ej glad’re end jeg,
Saa vis ham straks, hvad Du mægter,
Rejs stormen, hæv Sandet, strit imod, vær sejg.
Husk for din Frihed, Du fægter!

Du taale at tvinges af mørken Skov.
Og om Dine lyse tinder
Med det herlige Syn over Vestervovvov
Et Naaletræshegn man vinder.

Du bytte Din hvide Uskyldighedsdragt,
Vist baaren fra Gud skabte Kloden,
Med en paatvungen Pynt ved Kulturens Magt,
En afstivet Dragt efter Moden!

Nej, Du protesterer, det er ærligt Spil,
Brug de Kræfter, Naturen gav Dig,
Fred har man ej længer end Naboen vil,
Paa en Frihedens Kamp belav Dig!

Her er ikke Tale om Kugler og Krudt,
Ej om Strand- kun om Sandbatterier,
Kun med reneste Sand bliver Fjenden beskudt!
Er det Din Skyld om Øjnene svier?

Det gælder jo kun hver fjendtlig Gæst,
Der møder med Hakke og Spade,
Og huer ham ikke Naturens Protest,
Han vælge et andet Stade.

---

Noter:

1) Aakjær: Steen Steensen Blichers livstragedie…, III, side 288.
2) Aakjær: Steen Steensen Blichers livstragedie…, III, side 287.
3) Aakjær: Steen Steensen Blichers livstragedie…, III, side 288.
4) København før og nu – og aldrig, Bd. 2, side 115.
5) Andersen, Anton: Danske Forfatterinder…, side 59.
6) Heiberg, Johanne Luise: Et liv genoplevet i erindringen, Bd. 3, side 24.
7) Gutfeld, A.: Forfatterinden Henriette Nielsen (i: Kvinden og Samfundet, 1900, nr. 7, side 2).
8) Gutfeld, A.: Forfatterinden Henriette Nielsen (i: Kvinden og Samfundet, 1900, nr. 8, side 3).
9) Andersen, Anton: Danske Forfatterinder…, side 57.
10) Andersen, Anton: Danske Forfatterinder…, side 57.
11) Gutfeld, A.: Forfatterinden Henriette Nielsen (i: Kvinden og Samfundet, 1900, nr. 8, side 2).
12) Dahlerup, Pil: Det moderne gennembruds kvinder, side 130.
13) Dansk Teaterhistorie, 1993, Bd. 2, side 24.
14) Af forfatterinden Henriette Nielsens literære efterladenskaber…(i: Kvinden og Samfundet, 1900, nr. 9, side 3).

Litteratur:

Af forfatterinde Henriette Nielsens literære efterladte efterladenskaber…(i: Kvinden og Samfundet, 1900, nr. 9).

Andersen, Anton: Danske forfatterinder i det nittende århundrede. Kbh.: Langhoff, 1896.

Andersen, Axel: Assistens Kirkegård. Kbh.: Assistens Kirkegårds Formidlingscenter, 1993.

Dahlerup, Pil: Det moderne gennembruds kvinder. Kbh.: Gyldendal, 1984.

Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg. Kbh.: Gyldendal, 1982.

Dansk Teaterhistorie, Bd. 2. Kbh.: Gyldendal, 1993.

Erslew, Th. H.: Almindeligt dansk forfatterlexicon for kongeriget Danmark med bilande fra 1814-1840 : Supplement indtil udgangen af 1853. Kbh.: Forlagsforeningen, 1864.

Gutfeld, A.: Forfatterinden Henriette Nielsen (i: Kvinden og Samfundet, 1900, nr. 6-8).

Heiberg, Johanne Louise: Et liv genoplevet i erindringen , Bd. 3, 6. udgave v. Niels Birger Wamberg. Kbh.: Gyldendal, 1987.

Johansen, Eli: Hun kunne – og turde (kronik i: Aalborg Stiftstidende 27.08.1980).

København før og nu – og aldrig : en billedkavalkade om København inden for voldene og søerne /redaktion og billedtekster: Bo Bramsen, Bd. 2. Kbh.: Palle Fogtdal, 1987.

Nedergaard, Paul: Personalhistoriske, sognehistoriske og statistiske bidrag til en dansk præste- og sognehistorie, Bd. V. Kbh.: D.B.K., 1949.

Rønn, Ivan: Digteren fra Thorup (kronik i: Aalborg Stiftstidende 05.09.1991).

Salmonsens Konversations Leksikon, 2. udg., Bd. XVII. Kbh.: Schultz, 1924.

Steenstrup, Johannes: Den danske kvindes historie fra Holbergs tid til vor 1701-1917. Kbh.: Hagerup, 1917.

Aakjær, Jeppe: Steen Steensen Blichers livs-tragedie i breve og aktstykker, III. Kbh. Gyldendal, 1964.

Tilbage